Allerede inden jeg tog afsted, vidste jeg, at der ikke ville være så god mulighed for at komme hjem til Danmark og holde jul, da uddannelsen følger det kinesiske kalenderår og dermed de kinesiske ferier.

Kineserne fejrer ikke jul, men holder til gengæld kinesisk nytår fra slutningen af januar til en gang i februar. Det viste sig dog, at man stadig sagtens kan komme i julestemning i Beijing.

Selvom kineserne ikke fejrer jul, er der alligevel en smule julepynt og julelys rundt omkring, men primært i områderne hvor der bor flest vesterlændinge og i shoppingcentre. Nogle kinesere fejrer det en smule ved at spise sammen med venner eller kolleger. Man kan sammenligne det lidt med danskeres tilgang til Valentine’s Day. Det er ikke noget, man dyrker helt vildt, men der bliver pyntet op til det de fleste steder, og det er meget kommercielt.

Sanlitun

Julestemning i Sanlitun

Vores studenterorganisation på universitetet arrangerede en dag, hvor vi danskere fik mulighed for at vise vores kinesiske venner, hvordan man fejrer jul i Danmark. Der blev klippet julehjerter, bagt julekager, spist dansk julemad, lavet Lucia-optog, danset og sunget om juletræet på både engelsk, dansk og kinesisk, og der blev leget pakkeleg. Det var en stor succes. Kineserne var helt vilde med det! Især ris ala mande og pakkelegen faldt i god jord, og pigerne var meget begejstrede for Lucia-optoget. Selvom der inden pakkelegens start var blevet informeret om, at man ikke måtte snyde, afholdt det ikke kineserne fra at snyde til den store guldmedalje. Der blev gemt pakker under bordene, terningerne nåede ikke altid hele vejen rundt om bordet, og kineserne rendte rundt og stjal pakker fra hinanden. Det var en værre krigszone, og det var tydeligt, at kineserne var de store vindere i spillet. Det var virkelig underholdende!

En enkelt julefrokost blev det også til sammen med danskerne fra mit hold. Vi var på Bleu Marine, som er et danskejet lille sted, hvor de serverede dansk julemad og hjemmelavet snaps. Stedet har været der siden 1998 med den samme ejer, Torben, som tit render rundt og opvarter gæsterne. Uden for julesæsonen kan man bl.a. få dansk smørrebrød.

Julebag

Kineserne var vilde med julebag og nissehuer

IKEA har været en god støtte ift. at få lidt julestemning i hjemmet. Der købte vi et fint lille juletræ (i plastik), julepynt, brunkager, marcipan, snaps og gløgg. Kalenderlys, kulør til sovsen og pebernødder måtte vi få importeret fra Danmark. Resten af juleingredienserne til julemiddagen fandt vi i det vestlige supermarked Jenny Lou’s.

Så det lykkedes os alligevel at få en hyggelig jul med dansk julemad, og vi havde en rigtig hyggelig aften, selvom man selvfølgelig savnede familien i Danmark. Vi havde inviteret en spansk ven med til julemiddagen. Han var meget forundret over, at vi sang og dansede om juletræet. Ligesom kineserne var han også vild med ris ala manden.

Lucia

Lucia optog

Juleklip

Juleklip

Nissepiger

Søde nissepiger

IKEA juletræ

Vores fine IKEA-juletræ