Mens jeg gik til kinesisk på Studieskolen i København, havde vi i en kort periode en vikar, Emil Schuldt-Jensen. Emil har boet syv år i Shanghai, og er en af dem jeg kender, der snakker sproget bedst, og han har nogle spændende tanker om kulturen.

Da jeg hørte, at det oprindeligt var kinesisk kampkunst, der fik Emil til Kina, blev jeg først nysgerrig. Derfor spurgte jeg, om ikke jeg måtte lave et portræt af ham, hvor han kunne dele lidt ud af sine erfaringer og tanker om Kina.

CIMG4277

Emil ved Himlens tempel i Beijing

Kort om Emil

Med en baggrund i filosofi har Emil altid interesseret sig for, hvordan ting fungerer, og hvad der ligger bagved. Det har altid været hans drivkraft. Han har desuden altid været interesseret i musik – muligvis et resultat af, at han er søn af en dirigent.

For mange år siden begyndte han også at interessere sig for kampkunst – nærmere bestemt Xin Yi Liu He Quan – og især den østlige filosofi, og hvordan man arbejder med modstand i sig selv og andre psykisk og fysisk interesserede ham, og det blev hurtigt hans hovedinteresse. Som et resultat af det kom han til Kina, hvor han endte med at bo i en pæn årrække og således blev en haj ikke blot til kinesisk kampkunst men også til kinesisk sprog, og han fik en god forståelse for kinesisk kultur. Faktisk så god, at han i dag underviser i kinesisk og underviser virksomheder i tværkulturelt samarbejde og kommunikation oftest med fokus på Kina, da det er der, efterspørgslen er størst.

Ifølge Emil har mange politikere og forretningsmænd svært ved at forstå, at Kina er en grundlæggende anden kontekst at arbejde i, sammenlignet med den vestlige – man skal ikke blot oversætte, hvad der siges, men også hvad der menes og gøres.

Vejen til Kina

Som sagt var det kinesisk kampkunst, der i sin tid gjorde udslaget og fik Emil til at rykke teltpælene op og flytte til Shanghai.

Mens han studerede filosofi i Århus gik det op for ham, at den vestlige filosofi aldrig med dens metoder kunne gøre det, som den forsøgte at gøre – nemlig at finde sikker objektiv og normativ viden, der ellers er forudsætningen for mange af dens antagelser og projekter. Siden barnsben havde han dyrket meget forskellig kampsport (først judo og senere jujitsu, capoeira og boksning). En dag blev han af sin stedbror, Adam, introduceret til en kinesisk fyr, som holdt et seminar: Qian Zhao Hong. Denne lærer tog mildest talt Emil med storm – det var helt anderledes end alt, han før havde set. Som han selv formulerer det, havde han en ”No fluff, no bullshit”-tilgang til kampkunst. Det var kraftfuldt uden at være aggressivt. Manden var over 60 år og kunne stadig kaste rundt med folk, som var de kludedukker.

Det blev starten på Emils kinesiske eventyr. Han fik et job for at spare sammen og rejste derefter til Shanghai. Senere tog han også et sprogkursus i Shanghai for at lære kinesisk, men han var der primært for at dyrke kampkunst. Planen var egentlig, at han kun skulle være der et par år, så han lige kunne lære det, men sådan blev det ikke. Han fandt hurtigt ud af, at det var en udfordring at lære kinesisk, især at gå fra at kunne bruge sproget på gaden til at kunne bruge det erhvervsmæssigt og fx diskutere marketingstrategi, mikroøkonomi m.m. Det ville kræve en investering at rykke sit niveau derop, så det gjorde han. Det resulterede da også i et noget specielt job som projektkonsulent i Shanghai, hvor Emil var det primære kommunikationsled først internt i marketingafdelingen og senere som led mellem IT og marketing (folk i marketingafdelingen snakkede kun engelsk, mens IT-folkene kun snakkede kinesisk) i en virksomhed, der solgte livsstilsprodukter.

Emils lærer Qian Zhao Hong da han var 60 år

Emils lærer Qian Zhao Hong som 60- årig

Men hvordan blev Emil så god til kinesisk?

Når nu Emil synes at mestre det kinesisk sprog, var det oplagt at spørge om tips til, hvordan han har lært det.

Som Emil ser det, skal man betragte det som et nyt modersmål, da man ikke kan bruge sine normale studiemetoder eller bygge på sin viden om vestlige sprog – man skal behandle det som om, man starter helt forfra. Det er fordi kinesisk for det første ikke er et fonetisk skriftsprog dvs. der er ingen regelmæssig sammenhæng mellem udtale og tegn. Det betyder meget udenadslære, fordi man bliver nødt til at tilegne sig udtale og betydning ved associationsmetoden. Mange har godt nok forsøgt at stille regler op, men de kan højst tjene som huskeregler for begyndere og fungerer ikke, hvis man skal op på et sprogligt højere niveau. Lettere bliver det ikke af at dét at producere et tegn og genkende det er to meget forskellige ting: Ligesom med koden til en cykellås er der forskel på genkendelse og fremkaldelse, og der skal derfor øvelse til i begge dele, hvis man vil være god. Emil skrev og skrev og skrev og blev ved med at skrive tegn. Han kunne skrive det samme tegn 50 gange og stadig glemme det – og så er der jo ikke andet at gøre end at blive ved med at skrive.

Emil har dog virkelig gode erfaringer med brugen af flash cards, hvor simpelt det end må lyde. Ved at øve sig på både at skrive og at genkende gik hans hoved fra at genkende strøg til at genkende komponenter og radikaler, og senere komplekser og hele tegn; og det blev lettere og lettere. Derudover sørgede han for at tale meget, ofte og med alle der overhovedet havde tid til at snakke med en mandarin-stammende udlænding for at øve sig.

En særlig udfordring ved kinesisk er, at man ikke kan oversætte direkte til vestlige sprog, fordi både sprogets struktur og den kulturelle baggrund er grundlæggende forskellige. Fordi kinesisk basalt set er et monosyllabisk sprog med mange enslydende ord, kan man heller ikke lige gå hjem og slå noget op, man hørte på gaden: Yi kan være én, venlig, hundrede millioner, eller en anden af de bogstaveligt talt over 100 andre mulige betydninger. Det afhænger alt sammen af tone og kontekst. Og derfor må man endelig heller ikke undervurdere tonernes betydning, hvor end man gerne ville… Det at frembringe tonerne korrekt er desuden en muskulær øvelse, så et af de tip, jeg tydeligst husker, han lærte os, var at overdrive tonerne meget og sige dem højt for at træne udtalen mere effektivt.

Han mener selv, at hans musikalske baggrund har været en hjælp, og han har brugt meget tid på at pudse udtalen af og understreger at netop fordi der er så få, der lykkes med det, er det det hele værd: Man møder utrolig meget velvilje og positiv overraskelse blandt kineserne, når de oplever, at man har gjort sig besværet med at lære at tale deres sprog korrekt, og det gør tilværelsen i Kina både mere fornøjelig og lettere.

Et andet godt tip er at optage sig selv og lytte til ordene (udtalt korrekt), selvom det skulle være en grel oplevelse, men ikke desto mindre meget brugbar, da man kan høre forskellen mellem hvordan man lyder, og hvordan man faktisk ved det skal lyde. Det hjælper hjernen til at forstå sammenhængen mellem lyd og muskelbevægelse og fremmer både kvaliteten og hastigheden af sprogindlæringen.

Men som med al anden kinesisk kultur, selv med det rigtige sæt studiemetoder kræver det stadig engagement, arbejde og vedholdenhed. Ingen genveje desværre.

De største forskelle mellem danskere og kinesere

Ifølge Emil er en af de grundlæggende forskelle på danskere og kinesere, at der blandt borgerne i Kina er en meget lav grad af tillid til politikere og offentlige myndigheder, hvilket sammen med det tunge bureaukrati betyder, at der de fleste steder mangler den grundlæggende gennemsigtighed og den fællesskabsfølelse, de fleste af os forbinder med det danske samfund. Det afspejler sig bl.a. i det offentlige rum, der i modsætning til den danske idé om, at ‘vi skal jo alle sammen kunne være her, og har alle et fælles ansvar for at det fungerer’ mere tenderer i retning af ‘her kan jeg gøre, hvad der passer mig, og i øvrigt er det ikke mit problem.’ Det er en af hovedårsagerne til, at man man i Kina har så svært ved at gennemføre en konsistent miljøpolitik, fordi individer og de forskellige erhvervsmæssige og politiske grupperinger, på trods af kulturens stærkt kollektivistiske træk, ikke føler noget personligt ansvar for samfundet som helhed.

Derfor er guanxi (netværk og relationer) også utrolig vigtigt, og man dyrker og bør dyrke forholdet til de mennesker, der er prominente og har indflydelse i ens nærområde, hvad enten det er familiemæssigt, erhvervsmæssigt eller bureakratisk. Forholdet mellem to personer eller virksomheder går ofte forud for, og er næsten altid en forudsætning for, de konkrete fx forretninger man skal lave. Forretningerne er en prøve på relationen, ikke omvendt. Man lægger derfor heller ikke i en sådan samtale ud med at gå til sagen, men med at introducere sig selv og sin virksomhed, som fortalte man med stolthed en historie om en god vens succesrige karriere. Og, som enhver kinesisk forretningsmand ved, skal man derfor også overdrive. Man skal fremstå som en, der har forbindelser, og som andre ser op til. Ellers er man ikke værd at kende.

Dér er der nok en del vestlige forretningsmænd der har det med at forholde sig lidt for objektivt til egne forventninger i for eksempel de indledende samtaler. At sige at vi ‘sammen vil bygge en strålende fremtid til gensidig gavn og fordel der vil stå som et lysende symbol for samarbejdet mellem vores to virksomheder og nationer’ er et udtryk for forhåbninger, samarbejdsvilje, og frem for alt, høflighed, hvor det i Danmark af de fleste ville blive set som tomme floskler.

Man kan derfor heller ikke altid regne med lige, fair og konsistent behandling, og det kan virke uretfærdigt; men virksomheder der har succes i Kina har forstået den her pointe. De, der klarer sig mindre godt, glemmer ofte at tilgodese relationen og dens vigtighed for den kinesiske forretningsmand eller partner og overser således det vigtigste element overhovedet for, at forretningen kan gennemføres. Kinesere vil ofte fremhæve, hvem de kender, hvor en vesterlænding vil tænke ”Hvorfor siger han det?” I Danmark ville vi kalde det vennetjenester grænsende til nepotisme, men i Kina er det at hjælpe hinanden; og er man ikke villig til at spille med, skal man nok overveje at finde et andet sted at lave forretning.

Hvad kan vi så lære af kineserne?

Emil fik selvfølgelig også det obligatoriske spørgsmål om, hvad vi kan lære af kineserne, hvortil han svarede:

”Den klassiske kinesiske kulturs evne til at gå i dybden med nogle ting, kan vi lære meget af. Stort set alle klassiske kinesiske discipliner kræver en fokuseret indsats over lang tid for at mestre, og det med at tilegne sig en høj mængde viden på et koncentreret område og lægge den krævede energi i at udvikle nogle basisegenskaber, er vi ikke længere så gode til i Europa.

Se fx på kinesisk kampkunst: jeg kan arbejde videre med det de næste 40 år og stadig pudse af og lære noget nyt hver dag – og det er utroligt givende; både personligt, fordi som enhver dygtig sanger, kunstmaler eller danser kan fortælle er der en stor glæde og velvære forbundet med at arbejde på de niveauer; og professionelt, fordi der i enhver disciplins fundament findes nogle sandheder og principper der gælder generelt. Sådan en måde at arbejde på findes til dels stadig i lommer af den europæiske kultur, men vi er ved at glemme det, fordi vi gerne vil være meget brede – måske alt for brede- i vores kompetencer.”

Emil og hans ven, Kim, i Shanghai

Emil og hans ven, Kim, i Shanghai

Survival tips i Kina

Til sidst deler han ud af sine bedste survival tips, hvis man vil klare den i Kina:

1) Attitude.

Forbered dig grundigt, men læg ikke ud med for mange forudindtagede meninger om, hvad Kina er, for de viser sig meget sjældent at være rigtige. Kina er umådeligt stort og nuanceret og med en meget mangfoldig kultur, og derfor er det altid ‘learning by doing’. Du ved ikke, hvad det er, før du står i det, fordi det er så radikalt anderledes – både kulturelt, sprogligt, praktisk og psykologisk. Så lær af dem, der har været der og hav en åben tilgang. Særligt idéen om, at du har ret, og de andre tager fejl (‘min moral er den rigtige’) kan koste meget friktion og mange tabte muligheder. Lad være med at prøve at ændre på systemet, men lær at navigere i det i stedet.

2) Få kontakt til nogle i Kina, inden du tager derud.

De kan med garanti hjælpe dig med ting, du ikke troede, du behøvede hjælp til – om så det bare er til at finde de gode restauranter, en ordentlig lejlighed osv., eller hjælpe dig med at skabe dit grundlæggende netværk. Meget i Kina afhænger som bekendt af guanxi, og man kan hurtigt blive ensom i de store byer, hvis man ikke sørger for at have et fællesskab ved siden af studiet eller arbejdet. Læg fundamentet inden du tager afsted.

3) Gør det for eventyret!

Når du har forberedt dig så godt du kan, så lad bekymringerne blive hjemme og pak bagagen med godt humør. For selvom det kan virke uoverskueligt i starten, så lærer man det, og med lidt optimisme og gå-på-mod er Kina fantastisk og en oplevelse for livet.

 

Vil du vide mere om Emil, smider vi snart et link op til hans hjemmeside, der er undervejs og omhandler kampkunst. Og hvis du vil høre mere om kinesisk kampkunst generelt, kan du med fordel søge på Youtube på Xin Yi Liu He Quan eller på Emils lærer ved navn Qian Zhao Hong.