Noget af det der både tiltalte mig og samtidig skræmte mig en smule, da jeg valgte denne uddannelse, var at halvdelen af de studerende på holdet var kinesere.

Det tiltalte mig, fordi man for alvor ville få indblik i kulturforskellene, men tanken om at skulle konkurrere med kinesiske studerende skræmte mig også, efter at have hørt om, hvor hårdt kinesere knokler i skolen, fra de er helt små.

Mit nye universitet

Mit nye universitet

Kineserne virkede dog ikke så faretruende, da vi endelig mødte dem på første skoledag. Faktisk virkede de alle utrolig søde. Pigerne i deres fine kjoler og nederdele med blok og penalhus fremme på bordet allerede og drengene, der ivrigt spurgte ind til, om de danske drenge også spillede basketball og bordtennis. De var alle meget søde og generte, og var ivrige efter at lære os at kende.

Jeg tror, de gjorde meget ud af at gøre et godt indtryk på os, og jeg fornemmer nogle gange, at de ser lidt op til os. Kineserne er meget ydmyge, og bruger meget tid på at undskylde over dem selv bl.a. at deres engelske ikke er helt perfekt endnu.

Åbningsceremoni på det kinesiske universitet

Åbningsceremoni på det kinesiske universitet

Det er kutyme, at studerende i Kina altid bor på campus i små dormitories. Den første dag fik vi lov til at komme med hen og se deres værelser. De er tre kinesere på et lille værelse, hvor de hver har en køjeseng med et skrivebord nedenunder. De er seks om ét toilet og bad. Da jeg så det, tænkte jeg, at sådan kunne man da ikke bo, men jeg har aldrig hørt kineserne klage over det. Faktisk sagde en af pigerne, at hun på hendes tidligere universitet delte værelse med fem andre, så det her var ren luksus. Pludselig følte jeg mig meget forkælet.

Gennemsnitsalderen blandt de kinesiske studerende er en del lavere end blandt de danske, da de går direkte gennem det hele. Deres bachelor tager dog fire år, og de skal ligeledes bruge tre år på deres master, så de bliver først færdige et år efter danskerne. Den første dag tog vi en runde, hvor folk præsenterede sig selv og fortalte om deres fremtidsdrømme. De fleste danskere ville gerne arbejde med innovation og/eller ledelse i internationale virksomheder, mens kineserne enten ville være ledere eller professorer. Jeg undrede mig meget over, hvorfor så mange ville være professorer, men fandt senere ud af, at de fleste kinesere finder job efter at have afsluttet deres bachelor, hvis de vil ud i erhvervslivet. Vil du derimod være professor, er du nødt til at læse videre, hvorfor mange af dem, der læser en master gør det for at forfølge denne drøm.

Inden vi startede havde vi hørt lidt om, hvordan kinesiske studerende normalt er, og at de ikke er vant til dialogbaseret undervisning. Derfor kunne jeg lade mig overraske positivt, da kineserne allerede efter et par uger begyndte at deltage mere og mere i undervisningen, og tit har de nogle rigtig spændende ting at sige fx om iværksætteri i Kina – viden man ikke ellers ville have adgang til.

Fire af mine kinesiske medstuderende

Fire af mine kinesiske medstuderende

Allerede efter blot få uger på studiet har vi haft rig mulighed for at opdage kulturforskellene via gruppearbejde. Her har man for alvor kunnet mærke, hvordan kinesernes ydmyghed har kollideret med danskernes mere frembrusende måde at være på. Det skal siges, at kineserne heller ikke har været vant til gruppearbejde før, så også det er en helt ny måde at arbejde på for dem, hvorimod danskerne har arbejdet rigtig meget i grupper på deres tidligere studier. Dertil skal lægges sprogbarrieren. Vi har derfor forskellige erfaringsgrundlag for at lave gruppearbejde, men det gør det ikke desto mindre mere lærerigt. Jeg tror, at både danskere og kinesere kan lære enormt meget af hinanden – kineserne kan bl.a. lære at komme mere på banen, mens danskere kan lære at give bedre plads til andre.  Selvom gruppearbejde med kineserne kan være ganske frustrerende til tider, er jeg meget optimistisk for fremtiden, og jeg er sikker på, at det kun kan gøre mig endnu klogere på samarbejdsprocesser.

Chaoyang park