Da jeg læser sammen med en masse søde kinesere fra hele landet, har jeg en unik mulighed for at få indblik i, hvordan det er at være ung i Kina. Hvad der optager dem, bekymrer dem og motiverer dem.

I bund og grund tror jeg, at unge kinesere har mange af de samme problemstillinger som danske unge. Forleden passerede jeg fx et par, der var i gang med et heftigt skænderi, og pigen skreg “JEG VIDSTE DET”, mens hun slog ud efter fyren. Det ser ud til, at kærlighed ikke er den eneste fællesnævner. Alligevel er der nogle samfundsforhold i Kina der gør, at de på nogle punkter har nogle andre prioriteter.

Kærlighed

Ungt par på et spisested i Beijing

Jeg har snakket meget med mine kinesiske medstuderende om, hvordan forskellige ting fungerer i Kina og deres holdninger til forskellige ting. Når man spørger dem, hvad der bekymrer dem/optager dem mest, er det karriere. I øjeblikket uddanner Kina rigtig mange unge akademikere (især ingeniører), og der er ikke jobs til dem alle, når de er færdiguddannede. I hvert fald ikke gode jobs.

Noget af det, mine medstuderende lægger vægt på i et job er, at det er stabilt, gode arbejdsvilkår, og lønnen må gerne være højere end gennemsnittet. De har trods alt også 7 års universitetsuddannelse (4 års bachelor og 3 års kandidat).

Det er ikke så underligt, at de prioriterer stabilitet i jobs, når man tænker på, at Kina ikke som sådan har et velfærdssystem. Jeg skrev i et tidligere indlæg, at halvdelen af kineserne på mit hold gerne ville være professorer, og jeg har endelig fundet den egentlige grund. Er du professor i Kina, får du stillet bolig til rådighed, får en fin løn, er sikret en god pension, og så er der en vis status i jobbet. Især hvis du bliver ansat på et af de fine universiteter som Tsinghua University. Ergo er der masser af stabilitet.

Jeg troede, at en anden bekymring hos de unge kinesere ville være, at de skulle kunne forsørge deres forældre, når de bliver gamle. De siger dog, at der er noget, der ligner små pensionsordninger på vej, så det er ikke så stor en bekymring længere.

I forhold til at stifte familie udtrykker de heller ikke de store bekymringer. Dog fortæller de, at hvis man som pige er fyldt 30 år og stadig ikke er gift, vil familien så småt begynde at lægge pres på hende. Når det kommer til fyrene, er der det problem, at der ikke er nok piger til dem, og mange piger (og pigens familie) lægger meget vægt på, at fyren skal have penge og komme fra en god familie.

Stærkt inspireret af Kim Ratchke Jensens Kinablog (som jeg i øvrigt varmt kan anbefale, hvis man er interesseret i Kina), vil jeg afslutte med et lille portræt af en af mine medstuderende.

Kinesisk medstuderende

Qiu Shumin

Qiu Shumin

Hvem er du, og hvor er du fra?

Jeg er 21 år og opvokset i Sydkina i Zhejiang provinsen. Jeg har læst business administration på min bachelor.

Hvad er dine fritidsinteresser?

I min fritid kan jeg godt lide at læse, dyrke yoga når jeg har tid, og at se mine venner og min kæreste.

Hvad drømmer du om?

Jeg drømmer om at rejse rundt i verden, og en dag vil jeg gerne skrive en roman. Måske om kærlighed.

Hvad er dine karrieremål?

Jeg ville egentlig gerne have været forfatter, men jeg tror, at det er meget passende for en pige at blive professor. Gerne i business eller management. Som professor har man meget ferie, har tid til sine børn og kan også være en stor ressource ift. ens børns uddannelse. Desuden er det et godt arbejdsmiljø. Jeg vil gerne være yogainstruktør på deltid ved siden af.

Hvad er din største bekymring?

Min største bekymring er, at jeg ikke ender med at være glad og tilfreds med mit liv.